Forældrenetværk

Et forældrenetværk giver dig mulighed for at være på forkant med problemerne.

Et godt forældresamarbejde er af stor betydning for at kunne styrke den sociale kapital i klassen.

Social kapital bygger på et netværk, der har tillid og gensidighed som vigtige elementer og er med til at give tryghed og trivsel i klassen.

Dette er en afgørende forudsætning for at kunne modtage læring. Således er jeres indsats omkring dannelse af forældrenetværk medvirkende til at give jeres børn bedre læringsmuligheder.

Hvad er et forældrenetværk?
Et forældrenetværk er et debatforum, hvor man kan dele viden og holdninger og drøfte relevante problemstillinger.

Hensigten med netværket er, at du vil føle dig bedre rustet til at træffe beslutninger alene og i fællesskab. Et forældrenetværk vil også give dig mulighed for at være på forkant med problemerne.

Når man kender hinandens holdninger, er det også nemmere at kontakte de andre forældre, hvis der opstår problemer enten med ens egne børn eller med nogle af klassekammeraterne.

Det vigtige er, at alle deltager aktivt og lytter til hinandens synspunkter.

Gode råd!
Start så tidligt som muligt.
Vælg et par forældre der er tovholdere (forældrerepræsentanter).

Information er vigtig. Husk altid at sende indkaldelse til alle. Efter mødet er det vigtigt at sørge for , at alle forældre får tilsendt referat.

Skab en atmosfære på møderne hvor alle føler, at de spiller en vigtig rolle for børnene. Ingen kan undværes! Alles mening har en betydning for fællesskabet.

Brug hinanden. Ring hvis du føler, at det kan hjælpe dit eget eller andres børn. Mange problemer opstår pga. misforståelser eller dårlig kommunikation.

Det er vigtigt, at der afsættes tid på forældremøderne, så forældrene har mulighed for at debattere. Det er også vigtigt, at klasselæreren deltager.

Aftalerne skal lægges på den enkelte klasses opslagstavle på intra.

Inddrag børnene i temaerne, hvis det skønnes gavnligt.

Hvordan kommer du i gang?
Det vigtigste ved et forældrenetværk er, at alle forældre kender hinanden og tør bruge hinanden.

Alle forældre kan være med til at sætte dagsorden for møderne og få gang i aktiviteter, der er til gavn for klassen som helhed.

Jo før man kommer i gang med at bruge hinandens ressourcer, jo bedre.

Man står stærkere sammen end alene.

Kontakt skolens SSP-lærer, hvis I har brug for hjælp til at komme godt i gang.

Idéer til forældresamarbejdet i indskolingen
Fokus på forældres bidrag til styrkelse af den sociale kapital i klassen ved hjælp af f.eks. sociale arrangementer og legegrupper. Trivsel for at imødegå mistrivsel.

Håndtering af konflikter: Hvordan forældrene agerer konstruktivt i forhold til tackling af konflikter mellem lærer-forældre, elev-elev, forældre-forældre, lærer-elev.

Kommunikation blandt forældrene: Forældrene skal bruge forældreintra dagligt og sikre en god tone. Forældrene opfordres til at kontakte hinanden ved eventuel bekymring for børn i klassen.

Aftaler vedr. f.eks. fejring af fødselsdage.

Net-etik: Brugen af sociale medier. Herunder brug af mobiltelefon og åbne chatrooms.

Hvordan forældre sikrer, at alle elever er repræsenteret ved forældremøder og arrangementer.

Forældrenetværksaftaler indgås og lægges på intra.

Idéer til forældresamarbejdet på mellemtrinet
Fokus på forældrenes bidrag til styrkelse af den sociale kapital i klassen ved hjælp af f.eks. sociale arrangementer og trivselsgrupper.

Net-etik: Brugen af sociale medier. Herunder brugen af mobiltelefoner og åbne chatrooms.

Brugen og forståelsen af begrebet flertalsmisforståelser.

Kommunikation blandt forældre: Forældrene skal bruge forældreintra dagligt og sikre en god tone. Forældrene opfordres til at kontakte hinanden ved eventuel bekymring for børn i klassen.

Rammer om sociale sammenkomster.

Citynight og lignende arrangementer.

Hvordan forældrene sikrer, at alle elever er repræsenteret ved forældremøder og arrangementer.

Forældrenetværksaftaler indgås og lægges på intra.

Idéer til forældresamarbejdet på udskolingen
Netetik: Brugen af sociale medier. Herunder brugen af mobiltelefoner og åbne chatrooms.

Brugen og forståelsen af begrebet flertalsmisforståelser. Fokus på gruppepres.

Rusmidler: Forebyggelse omkring brugen af rusmidler.

Festkultur i klassen.

Fokus på forældrenes bidrag til styrkelse af den sociale kapital i klassen ved f.eks. sociale arrangementer.

Kommunikation blandt forældre: Forældrene skal bruge forældreintra dagligt og sikre en god tone. Forældrene opfordres til at kontakte hinanden ved eventuel bekymring for børn i klassen.

Hvordan forældrene sikrer, at alle elever er repræsenteret ved forældremøder og arrangementer.

Forældrenetværksaftaler indgås og lægges på intra.

Vil du gerne igang – så kontakt din SSP konsulent på skolen.